Herunder finder du en række råd til, hvordan du kommer succesfuldt i gang, og holder ved med motionen.
Lav aftaler med dig selv
Du skal gøre dig klart, at der er et stykke vej fra tanke til handling - præcis som i alle andre dele af livet. Jeg er selv verdensmester i at beslutte mig for noget, for så at måtte erkende, at det ikke blev til noget. Men når det handler om motion og mig selv, er jeg ekstra opmærksom - ikke at jeg gennemfører alt, slet ikke! Men jeg er meget bevidst omkring risikoen for, at det ikke bliver til noget... derfor forsøger jeg at lave realistiske planer, og ikke planer jeg på forhånd ved ikke holder.
De fleste af os kender godt den med om morgenen at pakke tasken til fitnesscenteret, være fast besluttet og stærk o troen på, at i eftermiddag efter job, tager jeg til træning. Men klokken bliver lidt for mange på job, dagen har været lidt mere krævende end forventet, og i øvrigt er det den mørke tid, hvor energien er i bund. Tasken kommer uåbnet med hjem - og i stedet er andre af dagens nødvendige gøremål blevet gjort, som fx indkøb til køleskabet, børnene der skulle hentes og vasketøjet sættes i gang. Det er vigtige ting, som er en del af hverdagen for mange kvinder, men meget ofte bliver træningen skippet. Det er lettest at droppe en aftale med dig selv, frem for noget som vedrører andre.
Hvis vi får lavet urealistiske aftaler, som vi ikke holder, giver det negative tanker. De fleste af os har det med at skælde os selv ud, når vi ikke fik trænet, mars baren fra i går kommer på kontoen over dårlig samvittighed, og den negative spiral er sat i gang. Ofte ved vi godt, når en plan ikke holder - altså vi ved i bund og grund godt, når vi har planlagt for mange ting på for kort tid.
Brug din kalender
Det bringer mig videre til næste punkt i planen for at få succes med motionsstarten, nemlig din kalender. Vi lever jo i og med vores kalender i dag - vi kan dog sætte et stort spørgsmålstegn ved, om det er nogen særlig smart ide, men det vil jeg lade gå udenfor emnet her. Men din kalender skal bruges aktivt i forbindelse med træning. Sæt tid af i kalenderen, præcis som en hvilken som helst anden aftale - det her er bare en aftale med dig selv, et vigtigt møde med dig selv. Selvom det er lettere at aflyse en aftale med dig selv end med andre, så er det oftest sværere at ignorere kalenderen, hvis det står der. Under alle omstændigheder får du ikke booket noget andet ind lige præcis der - du bliver i hvert fald konfronteret med problematikken. Jeg forsøger personligt at planlægge en uges tid frem i kalenderen. Det kan godt være, at jeg flytter rundt på mine motionsaftaler med mig selv i løbet af ugen, men de er herved synlige for mig og jeg er bevidst og bliver mindet om det hele tiden.
Så selvom der er et stykke vej fra tanke til handling, så kan det godt lade sig gøre - du må bare ikke tro, at motion sådan sker af sig selv. Motion skal planlægges og er lige så vigtig en del af hverdagen, som det er at børste tænder. At børste tænder tager ikke så lang tid, men sammenlignet er det noget vi skal tænke på hver dag, og det er en del af vores daglige hygiejne.
Træn tidligt på dagen
Jeg vil give dig et andet godt råd. Hvis du på nogen mulig måde kan motionere først på dagen i stede for sidst på dagen, så gør det! Resten af dagen bliver fantastisk meget mere overkommelig, hvis du fx har motioneret om morgenen - velværet er i top, selvtilliden i top, smilet på læben, skuldrene sænkede, holdningen rankere, maven fladere, og den store Bjørn venter ikke om eftermiddagen for det er klaret tidligere på dagen. Jeg ved godt, at mange jobs eller tidspunkter i livet med børn osv. ikke muliggør at lægge motionen om morgenen eller formiddagen. Men prøv at tænke kreativt - mange arbejdsgivere er i dag bevidst om betydningen af at investerer in medarbejdernes sundhed - og de ved godt, at motion giver energi - ellers må du lære dem det!
Led efter din motionsform
Jeg hører rigtig mange fortælle, at de syntes motion er kedeligt, eller de ikke er stødt på den motionsform, som lige præcis tiltaler. Jeg er overbevist om, at der findes en motionsform for alle. Det er for let at give op - vi giver da heller ikke op, når vi fx mangler at finde den rigtige fødselsdagsgave til vores elskede - vi søger til vi finder den. Sådan skal det også være, når det handler om motion og os selv. Der findes så mange tilbud i dag - der er ingen undskyldning. Nogle gange skal det testes af, hvis du ikke har prøvet det før - så prøv det, se om det er noget - hvis ja, så bliv ved, hvis nej, så søg videre - det er meget enkelt. Det er ikke nødvendigt at tage i fitnesscenter for at komme i form - du kan også komme i form ved at gøre hundredvis af andre ting. Mange mennesker er desværre af den opfattelse, at fitnesscenteret er det eneste sted, hvor du kan komme i form - det er noget sludder!
Motiver dig selv
Det handler jo i bund og grund om motivation. Hvis vi er motiverede for noget, så holder det også længere ved, og vi prioriterer det højt. Der er altså ingen mening i, at holde ved en motionsform, som ikke siger dig en skid (undskyld). Det er ligesom at gå på slankekur eller at foretage en eller anden urealistisk kostomlægning - det holder heller ikke. Det skal være motiverende at motionere, ellers bliver du ikke ved. Du skal derfor bruge noget tid på at finde ud af, hvad som motiverer dig. For nogle mennesker er drivkraften den effekt, du får af at motionere - måske en smallere talje, færre kilo på vægten osv. For andre er det at selve motionen er sjov, seriøs eller anderledes. Det handler om dig og ikke hvad jeg som ekspert mener, er det rigtige.
Jeg har helt klart mine favoritter og mine meninger om, hvad der ville være bedst, hvis du skal genvinde den gode holdning, den smalle talje og den gode form. Men hvis du ikke holder ved, nytter det jo ikke noget - for motion kan ikke spares op - det er en fast bestanddel af hele livet. Jeg mener ikke, at alle skal lave Pilates eller træne med bolde, hvis de ikke motiveres af og med det - det giver absolut ingen mening. Det betyder også enormt meget for motivationen, at instruktøren eller træneren er en person, som du kan lide - altså en person der siger dig noget - det er i de fleste tilfælde halvdelen af træningen.
Sæt dig et mål
Det er meget populært at sætte sig mål her i livet - vi har det måske med at målsætte vores liv i stykker. Men når det handler om motion, kan det være et fornuftigt redskab at benytte sig af. De fleste af os mennesker motiveres og holder bedst fast i et projekt, når vi ved, hvor vi går hen - altså hvad er målet? Når målet er nået, sætter vi os nye mål. Et motionsmål kan være en million forskellige ting. Det kan være et bestemt taljemål, et bestemt dansetrin, en vægt der skal kunne løftes, en distance der skal løbes på en bestemt tid, og meget meget andet. Men overvej, hvad du har af mål med din træning - måske er det bare at holde dig sund og rask, hvilket er det mål vi grundlæggende bør have. Nogle har succes med at belønne sig selv, når de når deres mål. Altså at love sig selv en gave, en rejse eller en oplevelse, når målet er nået.
Undgå "enten eller" tanken
Jeg ser mange gøre den fejl, at praktisere motion efter "enten eller tanken". De tænker; jamen hvis jeg alligevel ikke får trænet de 3 gange denne uge, så kan det også være lige meget - og så får de slet ikke trænet. Det er da det dummeste, man kan gøre. Der er en gylden regel; at lidt er bedre end ingenting. Det må ikke blive et slogan, der bruges som sovepude. Men vær altid glad for det du når - det tæller alt sammen i det store regnskab. Og hvis du har mindre tid den ene uge, så gå ekstra hårdt til den, når du så endelig træner. Det kræver naturligvis, at du har en vis grundform, for at være i stand til at presse dig selv på den måde. Men for at kompensere for den manglende træning, er det mit bedste råd.
Vær vedholdende
Når du er kommet i gang, så skal du holde ved. Lad være med at træne hver tredje uge - det er simpelthen for hårdt. Jeg vil ikke holde dig fra at træne, for som sagt er lidt bedre end ingenting. Men motionsstart er altid hård. Du skal lige over den første hurdle, så kommer overskuddet, og det føles meget lettere og kroppen har fået en vis grundform. Vi taler tit om den ekstra energi, du får af at motionere. Den viser sig ofte først, når det ikke er så voldsom og ukendt en opgave for kroppen at motionere - altså når du er kommet lidt i form.
Indkasser gode erfaringer
Når du har motioneret i en periode med succes og har været vedholdende, så har du oplevet de mange gode sidegevinster der er ved regelmæssig motion. Udover det faktum, at det bliver lettere at holde vægten, så er motion din egen lille lykkepille.
Accepter individualitet
Du er dig, og jeg er mig, og hun er hende. Vi er alle sammen forskellige - også når det handler om motion. Jeg bliver tit spurgt om det ultimative program for dit og dat, men det er meget svært at sige, når jeg ikke ved, hvem som skal træne det. Jeg anbefaler på det kraftigste, at rådføre dig med en veluddannet personlig træner, når du skal finde det rette træningsprogram for dig. I hvert fald hvis du vil have succes - og hvem vil ikke det!
God træning :)