En forsker fra Schweiz studerede 493 mænd og kvinder i alderen 25 til 74 år. De bar alle en skridttæller i en uge, både på arbejdet og når de havde fri.
Det gennemsnitlige antal daglige skridt var højere for yngre end for ældre og yngre kvinder gik mindre end yngre mænd. Antal skridt var 11.900 for de yngste mænd og 6.700 for de ældste mænd, mens de yngste kvinder gik 9.300 skridt og de ældre kvinder 7.300 skridt. Der var imidlertid meget, meget stor variation fra person til person. Især for mændene var der stor forskel på, hvor mange skridt de gik i i forhold til job-kategori:
Samlebåndsarbejder | 960 skridt |
Telefonpasser | 2.400 skridt |
Frisør | 3.280 skridt |
Maler | 7.120 skridt |
Arbejdsmand | 10.560 skridt |
Postbud | 13.280 skridt |
Tjener på restaurant | 16.150 skridt |
Det vil nok være lidt drastisk at foreslå et jobskifte for at få indlagt nogle flere skridt i dagligdagen, men her er nogle forslag, du kan overveje:
- kunne du helt droppe elevatoren og tage trappen hver eneste gang?
- kunne du af og til rejse dig og gå hen til en kollega og give en besked frem for at sende en e-mail?
- kunne du indføre en frokost-rutine, hvor du gik en tur til en cafe eller forretning for at købe en sandwich i stedet for at gå i kantinen?
- kunne du få nogle kolleger med på ideen, så du ikke gik glip af det sociale samvær?
- kunne du/I tage maden med og gå over i en park og spise der?
- er det muligt, at nogle af de samtaler, du har i løbet af dagen, kunne foregå som en ”walk and talk” seance i stedet for at sidde over for hinanden ved et bord?
- kunne du udskifte din stationære telefon med en transportabel telefon og tage nogle af samtalerne, mens du går nedad gangen, rundt i bygningen eller rundt på kontoret?
- kunne du have en cykel stående på arbejdspladsen, så du kan klare møder ude i byen på cykel frem for at tage bilen eller en taxa?
Kilde: walkup.dk