Din indkøbskurv er tom.

Aktiviteter og lege til børn - fra 3 år...

Torsdag d. 17 januar 2008 af Lotte Paarup
Aktiviteter og lege til børn - fra 3 år...

Som det er bekendt, bidrager den fysiske aktivitet til at udvikle barnets kropsbevidsthed, selvværd og selvtillid.

Meget tyder desuden på, at der er en positiv sammenhæng mellem fysisk aktivitet og indlæring.

Her finder du ideer til aktiviteter og lege for børn fra 3 år og opefter.

 

Hoppe på knæ

Den store bold kan mange ting. At hoppe på knæ er blot en af mange muligheder – men sjovt!

Udstyr
Stor træningsbold.

Antal deltagere
1 person per bold og evt. en hjælper.

Stimulerer
Balancen, stabiliteten og styrker specielt musklerne i mave og ryg.

Sted
Hvor som helst med plads omkring uden risiko for at slå sig på fx skarpe kanter på møblerne.

Varighed
Ubegrænset.
 

  • Find balancen på knæene på den store bold. Hold måske en anden person i hænderne imens.
  • Hop på knæene så længe som muligt uden at falde af.
  • Bliv bare forpustet.
     

 

Dansetime - alle ønsker et nummer

Dans er genial bevægelse - bare slip det hele løs!

Udstyr
Musikanlæg og god musik. Antal deltagere: Ubegrænset.

Stimulerer
Sanserne, koordinationsevnen og konditionen.

Sted
Hvor som helst med musik.

Varighed
Ubegrænset.
 

  • På skift ønsker alle på gulvet et musiknummer.
  • Imens nummeret spiller, skal der ganske enkelt bare danses igennem.
  • Det gælder om at danse så kreativt som muligt.
  • Variation: Den, som ønsker nummeret, udstikker en regel om, hvordan der skal danses – fx at man kun må danse med lukkede øjne osv.
     

 

Storken

Tungen lige i munden – denne her kræver god balance og koordination med en snert adræthed.

Udstyr
En masse småting og en spand eller kurv.

Antal deltagere
1 person.

Stimulerer
Balancen, koordinationen og smidigheden.

Sted
Hvor som helst.

Varighed
Ubegrænset.

  • Læg en masse småting rundt på gulvet omkring dig.
  • Stå i midten af det hele på ét ben.
  • Ræk nu ned efter de forskellige ting, og kast dem over i en spand eller kurv. Du må ikke røre gulvet med det andet ben imens – og kun bruge hånden til at støtte på jorden med, hvis det er absolut nødvendigt.
  • Når du har samlet alle tingene, spreder du dem igen, for nu skal du samle dem op, mens du står på det andet ben.
  • Se, hvilket ben du er bedst på.


 

Edderkoppen

Bevæg dig som en edderkop – den er smidig, adræt og hurtig.

Udstyr
Intet.

Antal deltagere
Ubegrænset.

Stimulerer
Styrken og stabiliteten på forsiden af kroppen og armene.

Sted
Indendørs i hus eller lejlighed.

Varighed
Ubegrænset.
 

  • Støt på hænder og fødder på gulvet.
  • Løft så knæene op, så de ikke rører gulvet, og du kun støtter på hænder og fødder.
  • Bevæg dig så rundt i hele huset.
  • Når du har været inde i alle rum, er du færdig.

 

Se alle vores produkter til børn