Yoga for to

Mandag d. 15 august 2011 af Trine Hedegaard
Yoga for to

Kære Læser,

Du kender det sikkert godt. At være gravid kan være forbundet med blandede følelser. Glæden over det lille nye liv, der vokser i maven. De søde forventninger. Kroppen, der undergår en masse forandringer og behøver mere opmærksomhed. Og måske er du utryg ved tanken om den kommende fødsel.

Sådan var det også for mig. Min interesse for gravidyoga startede, da jeg blev gravid med mit første barn. Jeg var lykkelig for at være gravid, men utryg ved tanken om at skulle føde – og her fandt jeg ro og styrke i yogaen, som jeg havde dyrket i flere år. Yoga var på det tidspunkt ikke så udbredt som i dag og slet ikke gravidyoga. Derfor endte jeg med at kreere min egen lille gravidyogarutine med blide stræk, dybe vejrtrækninger og bevidst kontakt til mit barn i maven.

Effekten var tydelig. Både under graviditeten og ikke mindst under fødslen. Mest af alt overraskede det mig, hvor forskelligt jeg oplevede veerne under fødslen, når jeg formåede at integrere yogaens enkle redskaber og holde mit fokus, trække vejret dybt og lede veen gennem kroppen ved at bevæge mig, pause i forhold til når jeg mistede fokus og kontakt-en med vejrtrækningen og blev overmandet af veen.

Det er mere end seks år siden nu. Siden har jeg uddannet mig til yogalærer og studeret med internationalt anerkendte lærere med speciale i Yoga for Kvinder herunder Yoga for Gravide, Yoga til Fødslen og Yoga for Mor & Baby.

Med denne e-bog, som er en gave til dig fra mig, vil jeg invitere dig til gennem din graviditet at fordybe dig og lytte til din krop. Jeg håber desuden, at du vil bruge øvelserne i e-bogen til at skabe en god kontakt med barnet i din mave og til at komme i større kontakt med din kvindelighed.

Start stille og roligt i dit eget tempo. Tag dine pauser, lyt til kroppen og pres den ikke. Er du i tvivl, så spørg din læge eller jordemoder. Yoga handler i høj grad om at lytte indefter – at tune ind på din vejrtrækning, din krop og baby i maven. Yoga skal føles rart og må ikke gøre ondt!

Rigtig god fornøjelse!
Kærligst,
Trine