Træk lige vejret...

Tirsdag d. 18 marts 2008 af Jonna Toft
Træk lige vejret...

Hvad sker der, når du trækker luft ind? Løfter maven sig? Bliver du bredere ud mod siderne?
Eller er det kun den øverste del af din brystkasse, der løfter sig?

Mange af os bruger kun den øverste del af lungerne, når vi trækker vejret. På den måde udnytter vi ikke de ressourcer, der er i hver ny mundfuld luft.

Lungerne er nemlig mest effektive til at transportere ilten over i blodet i den nederste del af lungerne, hvor der er flest lungeblærer, alveoler. Ilten giver ny energi, og nogle dybe vejrtrækninger løsner op, modvirker stress, virker stabiliserende på psyken og gør os bedre til at koncentrere os og fokusere.

»Åndedrættet kaldes kroppens indre ”shower”, fordi gode vejrtrækninger øger blodcirkulationen og får bl.a. lymfesystemet til at fungere optimalt. Lymfesystemet dræner kroppen for væskeoverskud, transporterer næringsstoffer rundt i kroppen og fjerner affaldsstoffer,« fortæller fysioterapeut Lotte Paarup, der jævnligt holder foredrag om åndedrættet.

»Når man trækker vejret helt ned i maven, masseres de indre organer og tarmene, så bl.a. fordøjelsen fungerer bedre. Nogle behandlere siger, at åndedrættet er det første, de kigger på, når en person henvender sig med sygdomme eller skader. Hvis ikke kroppen fodres med nok ilt, har en god blodgennemstrømning og kommer af med affaldsstofferne, er der ikke så gode vilkår for helingen. Åndedrættet er helt essentielt for, hvordan kroppen fungerer,« fortæller hun.

Kilde: UDSPIL

 

Læs MEGET mere om åndedrættet på åndedrættet.nu