Stærke knæ

Mandag d. 06 maj 2013 af Lotte Paarup

Stærke knæ

For nylig var jeg på storbyferie, hvor jeg gik mange timer hver dag.
Ud over ømme ben – hvilket jeg havde forudset – fik jeg også rigtig ondt i knæene, og det overraskede mig og fik mig ærlig talt til at føle mig en smule gammel. Hvordan styrker jeg bedst mine knæ, så jeg ikke ender som sådan en ‘gammel dame’, der ikke kan gå rundt, når hun er på ferie? Jeg er 40 år.
Karina


SVAR FRA LOTTE:

Hej Karina

Knæene slides rigtigt nok med alderen, men som 40-årig skal du absolut ikke have de problemer, du beskriver. Jeg kan ganske vist ikke vide, om du har lavet noget mange år i dit liv, fx elitesport, der kan have været belastende for dine knæ. Men for mig lyder det du beskriver som et symptom på, at dine knæ betaler prisen for dårlig funktion et andet sted i kroppen.

Det er ofte fødderne eller hofterne der er årsag til problemer med knæene. Hvis du går skævt på fødderne, fødderne er stive, eller du ikke bruger foden godt når du går, belastes knæet mere end nødvendigt. Du mærker måske ikke dette til daglig, men det gør du så snart du går mere end normalt som på din storbyferie.

Hofterne skal være smidige og med gode muskler, fx i balderne. Er dette ikke tilfældet, vil knæene også her overbelastes.

Tænk på ikke at overstrække dine knæ, hver gang du tager et skridt, altså når du fører benet frem og placerer foden i jorden. Forsøg at bruge hele foden, når du går og undgå at klaske hælen hårdt i hver gang du sæter foden i jorden foran dig. Når du klasker hælen i jorden, som mange gør (det er dog ikke naturligt for kroppen men en dårlig vane), overstrækkes knæet som regel, og der gives et unødvendigt stort stræk og stød op i knæet. Sæt derfor hælen mere blidt i jorden og rul straks ud over foden. Brug kraften helt nede fra foden, når du tager et skridt - og mærk at du bruger dine baller, når du ruller henover foden og helt udover tæerne hver gang. Tæerne fungerer nærmest en katapult for kroppens bevægelse fremad. Øv dig ved at tage nogle gode store, når du går, så benet føres godt bagved kroppen.

Derudover er det naturligvis vigtig at have gode muskler omkring knæene, men musklerne gør det ikke alene. De kræver god funktion i fødder og hofter.

God gåtur med dine knæ.

Med venlig hilsen Lotte Paarup