Mine glatte ben igen!

Mandag d. 31 oktober 2011 af Lotte Paarup

Mine glatte ben igen!

Jeg er begyndt at få åreknuder! Eller har en enkelt blodåre, som man kan se på min hud, buler ud og bugter sig lidt. Hvad skal jeg gøre? Kan jeg træne mine ben fri for dem eller sikre mig, at der ikke sker mere? Eller skal jeg opereres? Jeg vil gøre hvad som helst!
Anne-Sofie

 

SVAR FRA LOTTE:

Hej Anne-Sofie

Åreknuder er rigtig irriterende, og de kan tilmed gøre ondt. Den vigtigste årsag til at du har fået åreknuderne, er dine gener, selvom det ikke er hele forklaringen. Hvis din mor eller far har åreknuder, er det dog lidt mere op ad bakke for dig.

En anden vigtig årsag er alderen. Som vi bliver ældre, kan venerne blive svagere, og vi er mere udsatte for at udvikle åreknuder.

For stor kropsvægt øger også risikoen for at få åreknuder. Det samme gør graviditet, hvor man kan udvikle disse. Hormonerne får skylden under graviditeten, og mange af disse hormoner er designet til at svække det såkaldte collagen og bindevæv omkring bækkenet, så bækkenet lettere kan give efter under fødslen. Det gælder desværre også for collagenet i vener og veneklapper. Kombinationen af dette og den øgede vægt giver langt større risiko for åreknuder.

Man mener også, at folk der står meget op uden at bevæge sig nævneværdigt, er mere udsatte for at udvikle åreknuder.

Nogle eksperter mener, at træning kan hjælpe med at forebygge åreknuder, men det er et område, hvor man ikke er entydigt klare. Træning kan sandsynligvis reducere graden af udviklingen af åreknuderne, og det kan reducere symptomerne.

Det betaler sig også at tabe i vægt, hvis du vejer lidt for meget. Undgå også at stå på samme sted for længe ad gangen. Brug dine lægmuskler og bevæg dig ofte.

Undgå generelt at begrænse eller lukke af for cirkulationen i dine ben, fx ved at sidde med benene over kors. Nogle har gavn af støttestrømper.

Operation er ikke nogen garanti for, at du ikke får flere åreknuder, desværre. Men med sund livsstil og sunde bevæge vaner, så er du godt på vej. Om du skal vælge operation, skal helt klart være efter overvejelser med dem, som er eksperter på dette og set i forhold lige præcis din case.