Min ryg føles som 100 år gammel!

Onsdag d. 08 januar 2014 af Lotte Paarup

Min ryg føles som 100 år gammel!

Hej Lotte,
Jeg er en 40-årig mor til tvillinger på nu to år. Og jeg har ondt i ryggen. Ikke på en smertelig måde, der er intet, der jager eller lyner. Men jeg får alt for tit følelsen af at være 100 år gammel. Det føles nogle gange, som om det tager tid for mig at strække mig helt ud, og jeg føler mig i det hele taget kort i ryggen, hvis man kan sige det sådan – sikkert resultatet af for mange, for hurtige og skæve løft. Det skal siges, at jeg ikke dyrker motion udover gå- og cykelture, ikke har tid til det store, men så gerne vil vide, hvordan jeg allermest effektivt sætter ind for at gøre min ryg god igen? Jeg tænker massager, øvelser? Hvad tænker du?

Knus Laila
 

SVAR FRA LOTTE:

Hej Laila
Jeg tror, der er mange mødre i din situation, som har en ryg der driller. Jeg kender selv til at være 40 år, dog kun mor til 1 datter på godt et år nu. Jeg vil heller ikke prale af, at min ryg er tip-top. Så tak for dit spørgsmål, det er helt sikkert meget relevant for rigtig mange. Det er en hård tjans at være mor til de helt små, når vi ikke er 30 år længere.

Det lyder som om, at du slås med noget led og vævsømhed, som typisk kommer fra bindevævet omkring led og muskler. Det giver typisk en følelse, som du beskriver, af at det tager tid at strække sig helt ud. Du kan gøre meget for at gøre det bedre. Noget af det vigtigste er din kost, hvor du skal sørge for at få en masse sunde olier af forskellig slags, og ofte meget mere end du lige regner med. Det er også vigtigt, at begrænse mængden af sukker og kulhydrater.

Jeg tror ikke, at du trækker vejret optimalt. Det betyder ekstremt meget for din ryg, bindevæv, muskler og led. Det er også den vigtigste pumpe (udover hjertet) for cirkulation af blod og væske. Åndedrættet er ofte overset ift. rygsundhed, men betyder så umådeligt meget. Du kan læse meget om det i min nyeste bog Åndedrættet – sund ryg hele livet – hvortil jeg også har lavet en dvd med et træningsprogram, som du kan følge, Sund ryg med dit åndedræt.

Noget andet er dine hofter og de muskler der arbejder med dine hofter. Som dit åndedræt, er det ganske vist ikke noget, som du er direkte bevidst om. Men jeg ser ualmindeligt ofte, at det er her, at noget af problemet sidder. Det drejer sig ofte om en ganske bestemt muskel, den dybeste af hoftebøjerne, der sidder fast på ryghvirvlerne og lårbenshovedet. Den brokker sig hos nogle i kvinder i graviditeten, men endnu oftere bagefter – og det kan sagtens stå på i mange år. Den påvirkes af stress, manglende søvn og andet, der belaster kroppen fysisk eller mentalt.

Jeg skal ikke kunne udelukke, at du er en af de få, som er så uheldige at have udviklet noget slid i ryggens hvirvler, men jeg tror det er ret usandsynligt, det er lang mere sandsynligt, at du skal arbejde med funktionen af din ryg, for så den vej at få det meget bedre!

Med venlig hilsen Lotte Paarup

Læs mere i disse artikler