Massér dig selv til en lettere, gladere og mere balanceret krop

Mandag d. 24 november 2014 af Lisbeth Bundgaard
Massér dig selv til en lettere, gladere og mere balanceret krop

Hvem?

Vi kender det nok alle sammen, at vi godt lige kunne trænge til lidt massage i de udsatte og ømme muskler. Det er bare ikke altid at de nærmeste eller massøren har tid eller mulighed for at massere dig. Men du kan gøre det selv både meget billigere og nemmere og du regulerer selv hvor "ondt" det skal gøre.

Og så kan du gøre det hver dag i en periode, hvilket det kræver, hvis du virkelig skal have effekt af det! Dine muskler og bindevæv vil elske at blive arbejdet igennem, og resultatet er langt større end du regner med. 

 

I denne lille guide bliver du klogere på, hvordan du griber det an...
 

Hvorfor?

Vores muskler, sener og bindevæv reagerer ud fra den måde vi behandler det på. Så er du inaktiv, sidder i samme stilling over længere tid eller udsætter kroppen for de samme bevægelser hele tiden, så bliver kroppen god til lige netop dét. De samme muskler, sener og bindevæv bliver stimuleret på samme måde om og om igen og alle de andre bliver understimuleret. Både de strukturer vi bruger hele tiden og dem vi ikke bruger kan reagere ved at spænde op og give os smerter. Hvis vi udsætter kroppen for noget som er uvant, så vil kroppen ofte bruge de strukturer der allerede er overstimuleret og det resultere i skader eller smerter.

Stramme, spændte muskler er ikke nødvendigvis stærke muskler - de er oftest svage. Muskler, sener og bindevæv har brug for bevægelse og for at blive brugt i hele deres omfang for at fungere optimalt. De kan ikke fungere uden et konstant flow af blod og ilt til at give dem energi og til at fjerne affaldsstofferne. Det er her massagen kommer ind. Når du masserer dig selv eller får massage, så skabes der bevægelse igennem de forskellige strukturer med det tryk der påføres og det får blodet og dermed også ilt til at strømme ud til disse områder hvilket får musklen til at slappe af.
 

Hvilket udstyr skal jeg bruge?

Vi er alle forskellige både med hensyn til måden vi bruger vores kroppe, men også i måden vi opfatter og mærker kroppen på. Derfor er det også individuelt hvilke redskaber vi skal bruge til at give os selv massage. Det kommer også an på hvilke områder af kroppen du vil massere.

Mange er af den opfattelse at jo mere ondt det gør jo bedre. Men det er ikke sandt! Hvis det gør for ondt vil strukturerne måske reagere ved at spænde endnu mere op idet den pga smerterne har svært ved at slappe af. Så hellere vælge et blidere redskab til at tage toppen af spændingerne og derefter kan du vælge et grovere redskab.
 

  • Du kan bruge forskellige bolde med forskellige størrelser og hårdhedsgrad, men du kan også bruge dørkarmen, kanten af en stol eller udstyr der er beregnet til selvmassage eller noget helt andet alt efter hvad der fungerer for dig, så prøv dig frem! 
     
  • Størrelsen af det redskab du skal bruge kommer an på hvor du vil massere. I store områder som baller og ryg, der kan du med fordel bruge noget med stor overflade. Skal du derimod massere små områder eller specifikke punkter, som ex. fødder eller et lille ømt punkt i skulderen, så brug et redskab med mindre overflade. 
     
  • Hårdheden og overfladen af redskabet kommer an på hvor dybt du vil massere. Jo hårdere bolden er og jo større/spidse pigge det har jo dybere rammer massagen. 
     
  • Det kommer også an på hvilken udgangstilling og hvilket underlag du har til massagen. Ligger du ned og har hele din kropsvægt ovenpå redskabet, så føles det hårdere og kommer dybere ind end hvis du står op ad en væg. Føles det for hårdt og gør det for ondt, så kan du regulere det ved at bruge et blødere underlag ex sengen eller en blød måtte og omvendt hvis du ikke mærker det kan du prøve med et hårdere underlag. 
     
  • Det er vigtigt at bruge forskelligt udstyr og forskellige udgangsstillinger, da kroppen dermed stimuleres på forskellig vis, hvilket den har det bedst med og du kan blive ved med at mærke det. Så når du ikke længere mærker noget med dit redskab, så kan du enten ændre på underlaget, udgangsstillingen eller redskabet.

 

Hvordan gør jeg? 

Du placerer det redskab du har valgt ud for det ømme/spændte område i den udgangstilling, der passer bedst for dig. Derefter begynder du at bevæge dig rundt stille og roligt gerne i et lidt større område først, så du kan spore dig ind på de mere ømme punkter.

Når du har fundet et ømt punkt kan du vælge at blive der og sammen med din vejrtrækning lade kroppen blive tungere og tungere ned over punktet. Prøv at fornemme at du trækker vejret helt ned til det ømme punkt på dine indåndinger og giver slip og lader luften og affaldstofferne sive ud af kroppen og området igen på udåndingerne. Efter ca 3-4 vejrtrækninger skulle du gerne mærke at ømheden enten er forsvundet eller blevet mindre. Hvis du derimod oplever at det bliver mere ømt, så find et andet område lige ved siden af, så du arbejder dig uden om og dermed mere inddirekte påvirker det mere ømme område uden at provokere det til mere smerte.

Du kan også når du har fundet et ømt punkt blive der og lave små mikrobevægelser i området ved  at lirke lidt med kroppen/kropsdelen indtil du mærker ømheden fortager sig.

Du bruger altså din krop som tyngde mod redskabet og kroppen til at bevæge sig ovenpå redskabet.

Du kan også til nogle områder hvor du kan komme til med hænderne bruge dem som "redskab" til at massere eller til at holde et redskab og bevæge det rundt og ind/ned i de ømme strukturer.

 

Her kan du se alle vores indlæg om at massere kroppen med forskellige redskaber

Du kan også gå til kategorien stræk og massage og se en masse redskaber her
 

Hvad får jeg ud af det?

De områder du masserer vil reagere ved at blive varmere, pga blodet der strømmer til og du vil dermed måske også mærke en mere "levende" fornemmelse i det område. Strukturerne vil også være mere afspændte og mere i balance og du vil dermed kunne få en bedre kropsholdning:-) Hvis du har været plaget af ømhed og smerter, vil de også blive mindre, men du skal nok gentage processen dagligt i et stykke tid for at blive helt smertefri og samtidig ikke udsætte kroppen for den samme belastning, som førte til smerterne/ømheden!! 

Mærk forskellen!
Hvis du ex har masseret den ene balle, så flyt redskabet og læg dig eller sæt dig ned og mærk forskellen på den balle du har masseret og den du ikke har masseret endnu. De fleste vil mærke en tydelig forskel og føle at den ene balle er blevet lettere, varmere og mere blød/flad end den anden.

Denne øvelse kan du gøre alle steder og det er god idé lige at mærke at det har gjort en forskel, så både du og især dit nervesystem/hjernen kan mærke at der er et formål med det du gør.  Og husk så at tage begge sider, så du ikke bliver skæv og i ubalance! 

 

Du kan også bruge den her selvmassage til opvarmning af kroppen inden din træning, da strukturerne er blevet varme og mere vågne og klar til at blive brugt! 

OBS! Er du spændt op i hele kroppen er det måske en god idé at lade andre massere dig indtil du er kommet af med nogle af spændingerne. Det kan nemlig godt være lidt hårdt at massere sig selv og du kan komme til at spænde op andre steder end dem du behandler. 

God fornøjelse med behandlingen af dig selv :-)