Hvordan kommer jeg i gang med motion?

Mandag d. 06 maj 2013 af Lotte Paarup

Hvordan kommer jeg i gang med motion?

Jeg indrømmer det blankt - og ærger mig over det nu: Jeg har helt ærligt aldrig dyrket motion i mit liv. Bevares, jeg har cyklet, jeg har hentet børn i modvind, gået tur med hunden og prøvet badminton for en håndfuld år siden for at hygge med et hold venner. Men jeg har
aldrig konstant udfordret og trænet min krop - øvet et fast pres på den, styrket den. Og jeg kan mærke, at det skal jeg - og jeg kan jo læse det. Jeg er 42 år, det er nu, der skal sættes ind. Jeg vil have nogle gode motionsvaner, jeg vil i gang - men hvad er smartest for mig, når jeg godt nok er motiveret, men ikke altid har været så stærk i troen.

 

SVAR:

Hej 

Det er et godt spørgsmål, som du stiller. Men det er lige så svært at svare på, da det også afhænger af, hvad som motiverer dig, og hvad din krop har brug for. Selvom du ikke rigtig har dyrket noget motion, så er det ikke sikkert, at du har bedst af at gøre det samme som en anden i din situation.

Vores kroppe og levevis er meget forskellige, som et resultat af vores levevis gennem årene. Derfor er det vigtigt, at du finder nogle motionsformer der dels styrker din krops behov, men også dit mentale behov. Den mentale del er vigtig for at du kommer til at holde fast i det.

Jeg vil anbefale dig at prøve forskellige ting – måske du er til fitness center, måske du er til løb eller gang, måske du er til dans, osv. det kan være rigtig godt for dig at opsøge en personlig træner, der dels kan lave et program, som passer lige præcis til din krop, men også for at holde dig fast.

Derudover er det en god ide at lave aftaler med dig selv i din kalender, og så holde dem… Måske er det en god ide for dig at træne tidligt på dagen, da det er lettere at springe over, når først eftermiddagen og aftenen er gået i gang.

Det kan også være, at det er godt, hvis du sætter dig et mål, du skal nå. Det kan være medvirkende til, at du bliver stærkere i troen. Undgå at tænke ”enten-eller” – for lidt er bedre end ingenting.

Du må altså ikke gi op, bare fordi det lige glippede en uge, så er det op på hesten igen!

Håber dette kan hjælpe dig lidt på vej :)