Hvis vi havde beholdt halen!

Torsdag d. 22 juli 2010 af Lotte Paarup
Hvis vi havde beholdt halen!

Hvis vi havde beholdt halen… så havde vi sandsynligvis ikke så mange bækkenbundsproblemer - hør hvorfor!

Menneskets haleben er i virkeligheden et levn fra den hale, som vores forfædre havde. Halebenet opfattes i dag som et ubetydeligt lille ben, der bare sidder for enden af rygsøjlen. Men ubetydeligt er det ikke, for nogle af bækkenbundens muskler sidder fast på halebenet, og det spiller en vigtig rolle ift. vores holdning og balance. Langt fra at være en nytteløs evolutionær rest er halebenet tværtimod meget vigtigt for kroppens optimale funktion. Der findes dokumenterede eksempler på mennesker, der har en udvækst, som minder om en hale. Det er et sjældent fænomen, men velkendt og kan spores langt tilbage i historien.

 

Logr med halen - det træner din bækkenbund!

Hvis vi havde haft en hale at logre med, havde det betydet, at bækkenbunden automatisk ville være veltrænet. Det er nemlig bækkenbundsmusklerne, der er med til at logre med halen. Men halebenet, som er roden fra halen, kan du også bruge til at logre med. Du kan gøre det med enkle øvelser og visualisering, der både direkte og indirekte logrer med halen (halebenet).

 

Svag bækkenbund

I dag har masser af både mænd og kvinder problemer med bækkenbunden. Den manglende hale kan sagtens være en forklaring, men den store mangel på almindelig bevægelse i hverdagen er en oplagt forklaring. Bækkenbunden stimuleres og trænes for hvert eneste skridt, vi tager – og hvis vi ikke tage skridt nok, mangler den stimulering og dermed træning.

Også dårlig åndedrætsfunktion spiller en stor rolle ift. den svage bækkenbund.

Det traditionelle billede af en svag bækkenbund er det, at bækkenbunden er slap. Men vi ser ofte, at en kronisk spændt bækkenbund lige så godt kan være årsagen til en svag og dysfunktionel bækkenbund.

Dette er bare glimt af et stort emne – husk at logre med halen!

Læs mere i disse artikler