Hvad er det bedste arbejde for ryggen?

Mandag d. 04 juni 2012 af Lotte Paarup

Hvad er det bedste arbejde for ryggen?

Jeg er uddannet pædagog og har arbejdet i daginstitution i mange år. De sidste ti år (jeg er 41) har jeg haft problemer med ryggen, og det har i flere perioder resulteret i sygemeldinger, for det er jo hårdt at løfte og hjælpe alle de små børn. Nu har jeg fået tilbudt en mere administrativ stilling, som betyder, at jeg skal sidde ned meget af tiden på en kontorstol. Så slipper jeg jo for løftene, men på den anden side er det vel heller ikke sundt for ryggen at sidde stille hele dagen? Når jeg indimellem har siddet længe ved computere (jeg har taget en uddannelse ved siden af mit arbejde), er jeg blevet ekstremt øm og træt i ryggen. Så hvad er værst - løft eller stillesiddende arbejde? Og hvordan passer jeg på min ryg, hvis jeg vælger kontorjobbet?
Karen


SVAR FRA LOTTE:

Hej Karen

Både løft og stillesiddende arbejde er skidt for ryggen.

Det er på hver sin måde en belastning. Løftene giver et stort tryk på ryggen - knogler, diskus skiver og muskler, og ofte vrid og skæve stillinger, som kan føre til en skade ved bare et enkelt løft.

Hvorimod det stillesiddende arbejde er problematisk, da ryggen simpelthen mangler bevægelse, da den er i den samme stilling i alt for lang tid. populært sagt kunne man sige, at ryggen her ”tørrer ud” eller ”ruster”. Alt for ringe blodcirkulation og alt for lidt stimulation af musklerne og nervesystemet.

Skal jeg alligevel anbefale dig, hvis du skulle vælge imellem løft og stillesiddende arbejde, så ville jeg vælge det stillesiddende. Men så skal du bare være ekstra opmærksom på, at du ikke sidder ned hele dagen, men bruger et hæve sænke bord. Sørge for at bevæge dig på forskellig måde i løbet af dagen. Strække ryggen i løbet af dagen og i et hele taget motionere.

Når du skriver, at du har problemer med ryggen de sidste 10 år, tænker jeg, at det er på tide, at du får gjort noget ved det. Dels ville jeg sige ja tak, til den administrative stilling. Det ville jo være super, hvis du kunne få lidt andre opgaver sammen med, så du ikke sidder stille hele dagen. Derudover skal du i gang med træning og behandling, som kan hjælpe dig af med dit rygproblem. Der er ingen grund til, at du skal gå rundt med rygproblemer, for der er helt sikkert en vej ud, hvis du vil gøre en indsats.

Held og lykke med jobbet og ryggen!

Med venlig hilsen Lotte Paarup