Har jeg gigt?

Onsdag d. 07 september 2011 af Lotte Paarup

Har jeg gigt?

Mine fingre er blevet stivere, jeg har ondt i mine led, særligt når det er koldt, jeg er 49 år gammel. Kan jeg have gigt? Et par af mine
veninder klager også over forskellige smerter, som ikke får dem til at skrige av, men som bare føles som en konstant irritation og ømhed og stivhed - som om de lige skal strækkes igennem, før de fungerer. Hvordan finder man ud af, om man har gigt? Og kan vi nå at forebygge det - kan man det?

 

SVAR FRA LOTTE:

Hej 

Du kan godt have gigt, men jeg tænker også på, om der kan være andre årsager til, at du oplever, de problemer du beskriver. Godt nok bliver kroppen mere ”rusten” med alderen, og det er helt normalt at opleve en forandring. Men det er ikke meningen, at bare fordi du bliver ældre, skal have ondt i leddene og føle dig stiv.

Dine problemer er ret sikkert relateret til dine led, og dit bindevæv, som bl.a. omslutter leddene og musklerne i kroppen. Led og bindevæv kan godt reagere med ømhed og stivhed, når vi kvinder er trådt ind i den alder, hvor hormonerne er forandret i forhold til tidligere. Kvinder vil kunne opleve hormonelle forandringer allerede fra 35 års alderen. De hormonelle forandringer kan blandt mange ting give ømhed i kroppen.

Også kost og levevis spiller en stor rolle for dine led, muskler og bindevæv. Igen en langt større rolle end det gjorde tidligere i dit liv. Også søvn, rygning og andre livsstils relaterede faktorer er vigtige for at kroppens indre miljø holdes sundt og levende. Sagt med andre ord er det vigtigt at se på organ funktion og helse. Organerne og specielt leveren kan være belastet, og det giver sig ofte udslag i træthed, stivhed, ømhed, væskeophobninger mv.

Det er altså ikke sikkert, at du har fået gigt. Forsøg i en periode at ændre din kost i retning af færre tilsætningsstoffer, mindre sukker, mindre hvidt brød, masser af frugt og grønt, masser gode olier, masser af vand fra hanen – og undgå at spise for meget om aftenen. Sørg også i den periode for at få moderat motion, fx i form af gåture, svømmeture og lignende.

Du kan forebygge gigt ved at leve sundt og bevæge dig livet gennem. For at finde ud af om du har gigt, kan du starte med at gå til din læge. Han vil vurdere, om der skal yderligere undersøgelser til. Jeg vil dog mene, at uanset om du har gigt eller ej, så er det bedste du kan gøre, at leve sundt og behandle din krop godt. Jeg anbefaler ikke brug af gigtmedicin, men opfordrer kraftigt til at forsøge andre veje først.

På gigtforeningen.dk kan du læse mere om forebyggelse, undersøgelse og behandling af gigt.