Er yoga og menstruation dårlig kombination?

Torsdag d. 31 oktober 2013 af Lotte Paarup

Er yoga og menstruation dårlig kombination?

Jeg er stor fan af yoga, men har både læst mig til og har oplevet, at en træner har sagt, at der er øvelser, som ikke bør laves, når man har sin menstruation. Er det sådan med al træning, at man skal slappe lidt af? Eller er det, fordi der tages andre hensyn med træning, som også inkluderer lidt mere åndelige aspekter?

 

SVAR FRA LOTTE:

Hej

Det er korrekt, at man generelt i yogaen ikke anbefaler at lave de omvendte stillinger, når en kvinde har menstruation. Men der er generelt ikke enighed om, hvor vidt en kvinde skal undgå disse stillinger under ved menstruation. Nogle mener, at absolut ingen kvinder bør gøre dette under menstruation, hvor andre mener, at det er op til kvindens eget valg.

Der findes endnu ikke dokumentation, der kan afklare dette spørgsmål, hvorfor jeg anbefaler, at man lytter til de mange dygtige yoga lærere, som ved rigtig meget om anvendelsen af de omvendte stillinger i praksis. Du vil opleve forskellige forklaringer både af fysisk karakter, men også på det energimæssige plan.

Min fantastiske kollega yogalærer Ina Thanild fra Yogakilden fortæller, at rent fysisk og udrensningsmæssigt vendes der op og ned på udskillelsesretningen, når man vender omvendt.

Og om energien siger hun; På det energetiske plan er kroppens livsenergi apana ved menstruation, dvs nedadgående (i forhold til tyngdekraftens virkning) for at udskille - og vender man omvendt, vendes denne virkning også. Fx ved hovedstand eller skulderstand har energien sin virkning IND i kroppen i stedet for UD af kroppen.

Som beskrevet er der forskellige overvejelser og holdninger til menstruation og bestemte stillinger indenfor yogaen. Når det gælder al mulig anden træning, findes der ikke nogen konkrete råd om begrænsning af aktivitet. Men det er vigtigt at understrege, at du ALTID skal mærke efter din krops dagsform. Det betyder, at du ALDRIG skal overhøre signaler om træthed, utilpashed mv. Og vær forberedt på, at du måske ikke præsterer helt så godt under menstruationen.

Jeg vil bemærke, at kvinder der dyrker ekstrem sportsudfoldelse, ser du til at have en sammenhæng med fx uregelmæssige menstruationer. Og dyrker du yoga, Pilates eller andre motionsformer, hvor der kan forekomme omvendte stillinger, vil jeg lade det være din egen vurdering.

Undlad generelt at blive i en omvendt stilling i for langt tid ad gangen, men undlad ikke at motionere, når du har menstruation.

Med venlig hilsen Lotte Paarup