10 stresstips

Onsdag d. 30 december 2009 af Ea Suzanne Akasha
10 stresstips

Afspændingspædagog Ea Suzanne Akasha har lavet 10 tips til håndtering af stress i din hverdag - brug dem i dit liv med det samme!

 

Fald ned

Har dagen været travl, har der været mange jern i ilden, er kroppen fyldt med stresshormoner om aftenen. Hjælp kroppen ned i gear ved at lægge dig på ryggen på gulvet. Læg armene op over hovedet, og lad benene ligge strakt langs gulvet. Tag en dyb indånding og pust langt ud. Stræk derefter arme, hænder og fingre og ben, fødder og tæer samtidig med, at du åbner munden højt. Hold i ti sekunder, og slip så spænding i arme, ben og ansigt. Gentag endnu to gange, og lig i ro et øjeblik.

 

Se rødt

Øvelsen er god at bruge på vej hjem fra arbejde for at skabe en overgang fra en hektisk og måske stresset arbejdsdag til fritiden. Læg mærke til alt på vejen hjem, der er rødt, så du ser efter rødt i alle nuancer. Det kan være røde genstande som biler, skilte eller rødt tøj. De næste dage ser du efter andre farver som grønt, blåt, brunt, hvidt eller sort. Vælg hver dag en farve inden du tager hjem. Når du ser efter genstande i en bestemt farve, beskæftiger du hjernen med noget, der aflaster og afstresser, og som bonus træner du dit syn.

 

Hjertesol

Der skal ikke så meget til for at skabe en oase af ro. En kort pause med opmærksomhed på hjertet gør godt. Lyt til hjertet for at finde indre ro. Sæt dig godt tilrette i en stol. Ret opmærksomheden mod hjertet, og lad som om, du trækker vejret ud og ind med hjertet. Bliv ved i et par minutter. Forestil dig, at hjertet er en sol, hvis stråler når ud til hele kroppen. Mærk varmen i hele kroppen. Stræk dig, og fortsæt dagen.

 

Luftballon

Når der opstår en uventet og svær situation, kan det være svært ikke at køre sig selv op i en stressspiral, hvis der i forvejen er mange ting at tage sig til og at tage sig af. Stress mindsker evnen til at se ting og hændelser i deres rette perspektiv. Brug en visualiseringsøvelse, hvis det hele bliver lidt overvældende: Luk øjnene et øjeblik, og forestil dig, at der står en stor, flot luftballon uden for døren. Du klatrer op i kurven, og ballonen letter langsomt. Den svæver opad, og du kan se ned på dig selv, og ser dine problemer i et andet perspektiv.

 

Lyt dig veltilpas

Når vi er afspændte og veltilpasse, er vi opmærksomme på omgivelserne, og lægger mærke til, hvad vi ser og hører. Derfor kan det lade sig gøre at bruge sanseinput for at blive afspændt og komme til at føle sig godt tilpas. Sæt dig i en stol, og forestil dig, at stolen står midt på en stor urskive. Lyt først til alle lyde i omgivelserne, og fokuser derefter på en lyd af gangen. Læg mærke til, hvor på skiven hver enkelt lyd kommer fra. Lyt om lyden høj, lav og forandrer den sig? Lad din opmærksomhed bevæge sig rundt på hele skiven.

 

Mavens klogskab

Mange oplever, at de bliver stressede, når de står over for valg. Livet er fyldt med større og mindre valg, og man kan bruge lang tid på at tænke og tale om de mange muligheder. Det er imidlertid svært at tænke og tale sig til den rigtige beslutning. Brug kroppens intelligens til at træffe bedre valg, så du mindsker stress. Næste gang du skal vælge, kan du vende opmærksomheden indad, og så stille dig selv spørgsmålet, om du skal gøre det ene eller det andet. Lyt til svaret fra dit indre, som ganske tit kommer fra maven – og husk at takke for hjælpen.

 

Stress af med leg

En rask gang leg løser op for bekymringer og stress. Når man mærker, at hjernen arbejder på overtid, er det tid til at lege en stund. Giv dig hen til en gang kryds og bolle med kollegerne, spørg om der er nogen, der kan en kortkunst, tag et slag piratbridge med familien, kæmp med sammenrullede aviser med manden eller tag familien ud i fri luft på en legeplads, så alle kan gynge og lege tagfat.

 

Balance i tilværelsen

Er der den rigtige balance mellem arbejds- og familieliv? Er svært at nå det hele, er det oplagt at overveje prioriteringerne. Tag et stykke papir, og skriv en liste med ti punkter over, hvad der er vigtigst for dig i arbejds-og familielivet. Prioriter punkterne, og skriv et par linjer om, hvorfor hvert punkt er vigtigt for dig. Overvej derefter, om der skal forandringer til, så din hverdag måske bedre kan afspejle dine prioriterede punkter.

 

Dagens powerpause

Når man skal spænde af, skal man bare lade være med at gøre noget, og det er nemmere sagt end gjort. Hjælpe dig selv ved først at være aktiv og derefter inaktiv. Spænd musklerne for så at give dig hen til afspændingen bagefter. Snup en powerpause ved først at løfte skuldrene opad og skære en intens ansigtsgrimasse. Hold spændingen, og slip derefter al spænding, så skuldrene falder ned på plads, og ansigtet bliver glat. Suk højlydt, når du giver slip på muskler og stress. 

 

Jordforbindelse

Skærp jordforbindelsen, så du kan nemmere kan stå fast ved dig selv, hvis der er tummel omkring dig. Gå udenfor et øjeblik et sted, hvor du kan være i kontakt med naturen. Stil dig godt på begge ben, og træk vejret dybt et par gange. Stræk armene op med håndfladerne vendt mod himlen. Mærk kontakten til jorden med fødderne og med himlen med hænderne. Sig for dig selv: Her er jeg. Gentag sætningen flere gange. Lad armene falde ned, gå ind og fortsæt dagen.