Bemærk at dette indlæg er skrevet i 2013. Den er fortsat meget relevant, men der er sket meget og endnu mere siden... Læs mere i de nyeste indlæg!
***********
Jeg læser med stor glæde sidste udgave (juli 2013) af medlemsbladet for muskuloskeletale fysioterapeuter i Danmark (en faggruppe indenfor fysioterapi). Her læser jeg et indlæg om stabilitetsguruen Peter O’Sullivans nye vinkel på stabilitetstræning - Stabilitetstræning efter nyt paradigme, ”Don’t Stabilize – Normalize”. Jeg vil i dette indlæg kommentere denne fantastiske udviklingen af den så udbredte stabilitetstræning.
Artiklen om Peter O’Sullivan kan læses her
Tilbage i år 2000
Ca. tilbage i år 2000 begyndte stabilitetstræningen sit indtog i fysioterapi og træningsverdenen. Det tog afsæt i den Australske forskning indenfor fysioterapi om rygpatienter og stabilitet. Det har gennem tiden udviklet sig, og har mange navne, som core-træning, korset-træning, kernetræning og meget andet.
Jeg har selv været meget entusiastisk omkring stabilitetstræningen, og jeg har undervist dette på et hav af kurser, og brugt det i praksis i mange år. Alligevel skete der noget for mig igennem årene, hvor jeg blev mere og mere klar over, at vi måtte overse noget i det store fokus på stabilitet.
I dag er stabilitetstræning så kendt et fænomen, at alle kender til det, og ikke kun fagfolk.
7 år siden…
Med risiko for at lyde arrogant, vil jeg begynde med at fortælle, at det nu er 7 år siden, at vi her i huset begyndte at ændre vores måde at se på stabilitetstræning på. Det har vi nu undervist i alle årene, og det flytter sig naturligvis hele tiden. Vi har meget stor succes med at anvende dette på klienterne i den daglige praksis. Jeg er derfor meget glad for, at der nu for alvor er et paradigmeskifte på vej.
Tilbage i 2010 skrev jeg artiklen ”Paradigmeskifte indenfor fysisk træning”
Alt for mange får ordineret stabilitetstræning
Min klare opfattelse er, at alt for mange patienter i dag ukritisk får ordineret stabilitetstræning, som løsningen på personens problematik. Det gælder i de fleste tilfælde uanset rygdiagnose, specifik som uspecifik (undskyld jeg generaliserer).
Jeg oplever alt for mange dygtige manuelle behandlere, som hovedregel ordinerer stabilitetstræning til patienterne, næsten uanset problem. Og her må jeg, med min specialiserede viden om bevægelse, klart sige at det er utilstrækkeligt – og patienterne betaler prisen.
Hvad er stabilitetstræning?
Jeg kunne godt tænke mig at åbne for overvejelsen, hvad stabilitetstræning egentlig er. De fleste kender stabilitetstræning, som det at holde en position med en given kraft.
Hos os er stabilitetstræning meget andet.
- Vi arbejder meget med mobilitet
- Vi arbejder meget med åndedræt, som er nøglen til stabilitet
- Vi arbejder med bindevævet, som er vigtigere end musklerne
- Vi arbejder med kropsholdning, som i sig selv giver stabilitet, når den optimeres
- Vi arbejder med nervesystemet - og meget andet…
Evidens for den traditionelle stabilitetstræning?
Langt de fleste fysioterapeuter følger retningslinjer for stabilitetstræning, baseret på forskning udført på akutte lænderygpatienter. Det viser sig dog, at der i virkeligheden er begrænset evidens for at anvende stabilitetstræningen bredt på rygpatienter. Og der findes studier, som ligefrem udfordrer teorierne bag stabilitetstræningen.
”Don’t Stabilize – Normalize”.
Afsluttende vil jeg vende tilbage til en del af overskriften i den artikel, jeg henviser til i starten af mit indlæg, ”Don’t Stabilize – Normalize”.
Det er nemlig meget vigtigt at se på den traditionelle stabilitetstræning. Den gør oftest alt andet end at normalisere, snarere bygger den en ny kompensation på kroppens bevægelsesstrategier. Den kompensation kan føles god i første omgang, men den vil ikke hjælpe personen på sigt.
Det gælder i stedet om at normalisere, og her skal der sættes ind på mange fronter, fysisk og ikke mindst mentalt!
