Vand er et fantastisk træningsredskab. Havet eller poolen kan bruges til meget andet end at svømme. Læs her en lille appetizer på vandets mange muligheder og egenskaber.
Mange fordele ved vand
Der er mange fordele ved at træne i vand. Én af de største er det, at der er modstand på alle bevægelser i vandet. Belastningen på leddene er mindre i vand, da opdriften betyder, at du ikke vejer så meget i vand som på land. Det er dog stadig hårdt at træne i vand. Det kan være enten meget let eller meget hårdt – det kommer an på, hvor meget du går til den.
Faktisk kan du typisk gå mere til den i vand end på land på grund af den nedsatte tyngdekraft. Du føler dig meget lettere og i stand til at udføre bevægelser, som ikke er mulige på land.
3 gode til vandet
Følgende tre øvelser kan du lave hvor som helst og når som helst – bare der er vand!
Find selv på flere - det skal nok komme til dig i vandet...
Løb i vand
Er du ved havet, kan du med fordel løbe i forskellige dybder, da det giver forskellige former for modstand. Du kan også gå helt ud, hvor du ikke kan bunde og ”aquajogge”. Det vil sige løbe i vandet uden at nå bunden – brug både arme og ben. Aquajogging er også genialt til svømmehallen, hvor du også kan anvende en bælte, der holder dig oppe, således du kan jogge over længere tid. Uden bælte skal der arbejdes hårdt.
Hop, hop, hop...
Stå i vand til brystet eller hvad der nu lader sig gøre. Hop med samlede ben og træk knæene mod brystet imens du lukker sammen i kroppen og strækker armene ned i vandet. Stræk ud igen og rør bunden med fødderne før du sætter af for at begynde et nyt hop. Jo hurtigere du hopper desto højere puls og dermed træner du både mave, ben og kondition i denne øvelse.
Taljen
Find en plastikbold eller andet, som tåler vand, og som flyder ovenpå, når det kommer i vand. Stå i vand til omkring brystet med godt spredte og let bøjede ben. Hold bolden i hænderne og før den igennem vandet i en skrå linie fra ydersiden af det ene knæ til modsatte hjørne over vandet. Før den samme vej ned igennem vandet igen og fortsæt. Tag så mange du kan og skift til den anden side. Dette er en effektiv øvelse for taljen og armene.